Samfund

Hvert 10’ende sommerhus bruges som helårsbolig

Foto: EDC.

En opgørelse fra EDC, baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser, at der i hvert 10’ende sommerhus i Danmark er tilmeldt en eller flere personer med folkeregisteradresse. Det svarer til godt 24.000 sommerhuse.

Som udgangspunkt er det ikke muligt at købe et sommerhus for at anvende det som helårsbolig. Der findes dog nogle undtagelser fra reglen for bl.a. pensionister, der under bestemte forudsætninger kan bebo et sommerhus hele året.  

Opgørelsen viser, at der er store forskelle fra kommune til kommune. I en enkelt kommune er næsten halvdelen af sommerhusene beboet hele året, mens det andre steder stort set slet ikke forekommer. 

Topscorer på listen over flest helårsbeboede sommerhuse er Hillerød Kommune i Nordsjælland, hvor hele 47 pct. af sommerhusene anvendes som helårsbolig. I den modsatte ende af listen findes Billund, hvor der i kun 1 ud af kommunens godt 900 sommerhuse er registreret en folkeregisteradresse. 

I de enkelte kommuner kan der være en god forklaring på hvorfor man afviger fra normalbilledet, og det er der også i både Hillerød og Billund. For Hillerød Kommunes vedkommende er der tale om, at ca. halvdelen af kommunens sommerhuse er beliggende i et område, der for et par år siden blev overført til byzone, efter at kommunen i mange år havde givet dispensationer til helårsbeboelse. For Billunds vedkommende drejer det sig om sommerhuse i forbindelse med Lalandia, der i høj grad er baseret på udlejning i faste aftaler. 

Når man løber listen igennem, tegner der sig alligevel et billede, som ikke kun er særlige forhold i enkeltkommuner. De ti kommuner med flest helårsbeboede sommerhuse befinder sig alle på Sjælland og i pendlerafstand af København. 

“I denne ende af listen er der ikke tale om store sommerhuskommuner, så vi taler typisk om mindre, bynære sommerhusområder, hvor det er oplagt at bo året rundt” siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. “Der kan være tale om pensionister eller om beboere, der har opnår dispensation fra kommunen”. Eneste større sommerhuskommune på top 10 over flest helårsbeboede er Frederikssund, hvor 21 pct. af de godt 6.200 sommerhuse er helårsbeboet. 

I den modsatte ende af listen finder vi flere af de store jyske sommerhuskommuner – helt typisk eksempelvis Ringkjøbing-Skjern og Varde kommuner, begge med en andel på 3 pct. helårsbeboede. Også en række storbykommuner befinder sig i denne ende af listen, bl.a. København, der – statistisk set – har mere end 6.800 sommerhuse, hvoraf godt 100 er helårsbeboet: “Der er dog tale om haveforeningshuse og kolonihaver, hvor helårsbeboelse almindeligvis slet ikke er tilladt. Der er således mere tale om et statistisk fænomen end om helsårsbeboede sommerhuse” siger Jan Nordmann. 

Når man ser bort fra de atypiske kommuneforhold, der gør sig gældende flere steder, viser det sig klart, at andelen af helårsbeboelse er størst i kommuner i nærheden af større byer: “Det er helt i tråd med hvad vi ser i vores mæglerbutikker” siger EDC-kommunikationschefen: “Når man har muligheden for at bruge sommerhuset til helårsbeboelse, er interessen størst i de områder, hvor man er relativt nær storbyens muligheder og tilbud. Også nærhed til familie, indkøb, lægehuse og offentlig transport er afgørende for pensionister, der vil bo i sommerhuset hele året. Omvendt er sommerhuskøb i de vestjyske sommerhusområder ofte forbundet med muligheden for udlejning, så her er andelen af helårsbeboede huse lav”. 

Danmarks største sommerhuskommune er Odsherred med 23.700 sommerhuse. Her er 9 pct. beboet året rundt.

Kommentarer