Kultur

Team Rynkeby Bornholm på vej til Paris

Første etape af Team Rynkeby Bornholms rejse mod Paris blev klaret i fin stil og uden uheld eller seriøse defekter. Natten bliver tilbragt ombord på færgen fra Trelleborg til Travemünde, og søndag morgen klokken otte er velgørenhedscykelholdet klar til lidt over 150 km på de tyske landeveje.

Dagen begyndte med en festlig prolog på Store Torv i Rønne. Mange mennesker mødte op og nød det gode vejr og den hyggelige stemning. I år var også familier med kræftramte børn med, og deres historier gjorde det ekstra tydeligt, at de penge, Rynkebyholdene samler ind, giver mening og bliver brugt godt.

Efter en hyggelig formiddag vinkede familie og venner de gule ryttere af sted klokken 13.40. Første stop var færgen mod Ystad, og efter en behagelig og stille tur over Østersøen ventede 50 km gennem det svenske landskab i eftermiddagssol og en lun vind.

Cykelholdets uundværlige serviceteam sørgede for aftensmad, som blev nydt i Stadsparken i Trelleborg, og i morgen venter Tyskland.

Kommentarer